BetterBoard bakker op om årets SMV

BetterBoard er sponsor til Årets SMV i Danmark

BetterBoard støtter ny kåring, der hylder de små og mellemstore virksomheder

Årets SMV er en ny kåring, der vil sætte fokus på de små og mellemstore danske virksomheders rolle i samfundet ved at hylde de mennesker, der hver dag knokler i de danske SMV’er. BetterBoard bakker op om dette initiativ, der skal give ildsjælene bag SMV’erne det fokus, de fortjener og har derfor valgt at støtte Årets SMV 2020.

Betydningen af de små og mellemstore virksomheder afspejles ikke altid i den offentlige debat.

Det vil Årets SMV lave om på. Med støtte fra en række forskellige samarbejdspartnere skal kåringen være med til at sætte SMV’erne og personerne bag dem på dagsorden i Danmark. Bag begivenheden står de to nonprofitorganisationer, ASNET Board og SMVdanmark.

Årets SMV ønsker at være et inkluderende initiativ, der ikke er styret af kommercielle interesser. Derfor beror gennemførelsen af begivenheden også på støtten fra en række vigtige samarbejdspartnere.

Erhvervslivet bakker op

”Vi ønsker, at Årets SMV skal være et event, der inkluderer omverden. Derfor søger vi opbakning hos mange forskellige samarbejdspartnere, der alle kan se en værdi i vores formål, og derfor kan alle være med til at indstille kandidater til vores tre priser,” udtaler Henrik Nielsen, direktør i ASNET Board og initiativtager til begivenheden.

Initiativet får stor opbakning fra flere virksomheder; udover de to arrangører inkluderer listen af samarbejdspartnere indtil videre otte danske virksomheder, heriblandt BetterBoard.

Årets SMV er tre priser

Årets SMV 2020 består af tre kåringer i kategorierne ’Direktør’, ’Bestyrelse’ og ’Transformation’. Alle kan indstille personer eller teams, der har gjort sig fortjent til det, og alle vil komme i betragtning. Afgørelsen ligger delvist i hænderne på ’folket’, der via en internetafstemning kan stemme på de nominerede kandidater og delvist i hænderne på en professionel jury bestående af fem kompetente profiler med erfaring fra og viden om SMV-segmentet.